Skoleskydning - Esrum Skytteforening

Esrum Skytteforening
Gå til indhold

Hoved menu:

Skoleskydning

Skoleskydning på Tingbakkeskolen


Skoleskydning arrangeres hvert år over hele landet for 5. klasser, hvor alle elever får mulighed for at prøve kræfter med skydning. Dette skal blandt andet introducere eleverne til skydning, så de kan erfare, at de mange skrækforestillinger og skydning er forkerte. Sportsskydning er en sikker sport med meget få og sjældne uheld og helt uden de forkerte historier om præstationer der ligner western-, gangster- eller krigsscener.


Skydningen sker i skoletiden og arrangeres i samarbejde med de lokale skytteforeninger og skolerne efter aftale med klasselærerne. Skolerne får inden sommerferien orientering om skoleskydning fra Dansk Skoleidræt - skytteforeningerne får normalt materialerne lige inden ferien, så de kan starte med introduktion og træning lige efter sommerferien (enkelte starter i sommerferien).


Esrum Skytteforening har i mange år deltaget i skoleskydning, men har ikke altid mødt den store interesse fra klasselærerne. Nogle år har lærerne været meget positive og aktive i forhold til skydningen, og andre år har de været negative og afvisende - uden at tage elevernes forældre med på råd. Foreningen vil gerne deltage i arrangementet og også komme og orientere om skydesporten i klasserne, så det er helt op til klasselærerens holdning, om eleverne skal deltage.


Skoleskydning er en god måde, at præsentere skydesporten for børn - hvor de kan lære, at skydning ikke altid er forbundet med fare for hverken mennesker eller dyr, da al skydning her foregår på skydeskiver. De præsenteres også for en sport, som for manges vedkommende kan være en meget stor hjælp i dagligdagen - da sporten har stor effekt på indlæring og koncentration. Børn med forskellige problemer i hverdagen kan have stor gavn af skydning, som har dokumenteret effekt på blandt andet ordblindhed og koncentrationsbesvær - der er også flere steder i landet, hvor man har indledt samarbejde med skoler og institutioner for børn med ADHD.

Esrum Skytteforening har også erfaring med dette arbejde, men har dog endnu ikke indledt noget samarbejde med skoler eller institutioner i kommunen - ikke fordi foreningen vil holde sig tilbage på det punkt, men fordi ingen skoler eller institutioner i kommnuen har vist interesse for et samarbejde. Der dog en enkelt privat skole, som foreningen har et samarbejde med.

Eleverne er velkomne til at kontakte foreningen hvis de har interessen, eller de ikke har hørt noget om skoleskydning fra deres klasselærer.


 
Copyright 2015. All rights reserved - Esrum Skytteforening.
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu